Om mig

Jeg er født i 1968, uddannet keramiker på Kunsthåndværkerskolen i Kolding i 1995 og har desuden studeret på hhv. “Instituto della Ceramica, Ballardini” i Faenza (Italien) samt på Kunstakademiet i Napoli (Italien).

Efterfølgende har jeg boet og arbejdet i Italien i 12 år og en stor del af min inspiration kommer derfra. I 2006 flyttede jeg til Danmark igen. Vi bosatte os i den by hvor jeg er opvokset – Ringkøbing.

Min muse fra Napoli

Midt i det støvede menneskehav på Pignasecca-markedet i Napoli sidder en banansælgende kvinde, som i daglig tale går under navnet la Donna Banana, banankvinden.

Hun har siddet der så længe, nogen kan huske, og solgt de samme gule bananer fra en lille faldefærdig bod. Hvordan Donna Banana bærer sig ad med at holde på kunderne, er noget af et mysterium. Hun er beskidt og ubehøvlet, og selv den venligste kunde undgår ikke de eder og forbandelser, som konstant bliver udspyet fra den garvede maske af læder, der tjener hende som ansigt. Nogle påstår, at hun slet ikke er menneske, men et dyr i menneskekrop. Og at når vulkanen Vesuv næste gang går i udbrud og ødelægger Napoli, så vil kun rotterne, kakerlakkerne og Donna Banana være tilbage.

Banankvindens på én gang dragende og afskyvækkende fjæs er et af de mange ansigter, som dukker op fra hukommelsen, når jeg sidder med leret og leder efter en grimasse, der passer til mine arbejder i keramik. Der er også visse smuglercigaretsælgersker på deres skamler. En tykmavet snørebåndspusher. Og mange andre folk fra en helt anden verden. Her går man ikke og putter med sin egen personlighed. Tvært imod bliver den konstant vist frem og prøvet af som det dyrebareste eje og det bedste, Gud har skabt indtil nu.

Således er det næppe noget tilfælde, at det var da jeg boede i Napoli, at min keramik begyndte at få ”ansigter.” De poppede op alle vegne, næsten uanset hvad jeg arbejdede med. Hvor virkeligheden endte, digtede jeg selv videre. Personagerne er blevet hængende som låg på mine flødekander og i mine små badekar som en ekstra udfordring til mine idealer om funktion og æstetik. Målet er at give beskueren og brugeren af mine arbejder en ganske særlig oplevelse. Af undren. Måske genkendelse, personlighed og sjæl. Fanget i en leg med ler.